Ein benk dukkar opp
langs vegen eg går på,
står der inviterande
meir som ein gamal ven,
og nærast nøyer ein
vandrande skrott
å setja seg nedpå,
rart korleis tankane
smyg lettare rundt i hausen
når ein sit,
sitjande på ein benk
langs vegen
Dikt av Magne Velure
UNDERKLING
Jeg holder underkling
og står på ingenting
Jeg tråkker luft
mot all fornuft
Jeg svever i fiksjon
mot fjellets friksjon
Jeg faller ned
fra himmelen et sted
Dikt av Morten Gulliksen 2002
Side 56 i Klatrefører for Drammen og Omegn april 2003
OVER DE HØJE FJÆLDE
Undrer mig på, hvad jeg får at se
over de høje fjælde?
øjet møder nok bare sne;
rundt omkring står det grønne træ,
vilde så gærne over; –
tro, når det rejsen vover?
Ørnen løfter med stærke slag
over de høje fjælde, –
ror i den unge, kraftfulde dag,
mætter sit mod i det vilde jag,
sænker sig, hvor den lyster, –
ser mod de fremmede kyster!
Løvtunge apal, som intet vil
over de høje fjælde?
sprætter, når somren stunder til,
venter til næste gang, den vil,
alle dens fugle gynger,
ved ikke, hvad de synger; –
den, som har længtet i tyve år
over de høje fjælde, –
den, som ved, at han ikke når,
kenner sig mindre år for år –,
hører, hvad fuglen synger,
som du så trøstig gynger.
Sladrende fugl, hvad vilde du her
over de høje fjælde?
rede du fant vist bedre der,
videre syn og højere trær, –
vilde du bare bringe
længsel, men ingen vinge?
Skal jeg da aldrig, aldrig nå
over de høje fjælde?
skal denne mur mine tanker slå,
sådan med sne-is og rædsel stå
stængende der til det sidste, –
blive min dødningkiste?
Ud, vil jeg! ud! – o, så langt, langt, langt
over de høje fjælde!
her er så knugende, tærende trangt,
og mit mod er så ungt og rankt, –
lad det få stigningen friste,
– ikke mod murkanten briste!
Engang, jeg ved, vil det række frem
over de høje fjælde,
kanske du alt har din dør på klem? –
Herre min Gud! godt er dit hjem, –
lad det dog endnu stænges,
og jeg få lov til at længes!
Bjørnstjerne Bjørnson 1859
TØR JEG TRO
Sommer over hver en vang,
skjønne dager, lyse netter!
Kjærlighetens gamle sang
lyder på de grønne sletter…
Om man vil:
Trollske fløiters junispill
vekker kjærlighetens vetter!
1. vers av dikt av Herman Wildenvey
Samlede dikt I, Oslo 1941, Gyldendal Norsk Forlag
JØTUNHEIM
Dei flug og stup i denne blåe eim
med svarte portar inn til Jøtunheim,
deg klumsa deg, du stend som gjort til stein
med rys og risling gjennom marg og bein
A.O Vinje
Diktet er hentet fra Glittertind Forlag AS sin bok Jotunheimen Galdhøpiggen & Glittertinden s 10
NORD
Vinterens flammehimmel
Sommernattens solmirakel
Gå mot vinden, Klyv berg,
Se mot nord.
Oftere.
Det er langt dette landet.
Det meste er nord.
Utdrag av diktet «Nord» av Rolf Jacbsen
